Lægearbejde: Arbejdsstationer eller patientforløb?

Væsentlige organisationsforandringer forankret i patientens behov er nøglen til, at ordningen med patientansvarlig læge kan komme til at fungere, mener projektchef og organisationskonsulent Sidsel Vinge.

”Nogle af de yngre læger opførte sig som den flittige elev i klassen. De noterede cpr-numre i en lille bog og forsøgte at følge op på deres patienter.”

Da organisationskonsulent Sidsel Vinge for 15 år siden samlede data ind til sin ph.d., oplevede hun, hvordan nogle af de yngre læger efter at have modtaget en patient og skrevet journal, senere slog patienterne op i systemet for at finde ud at, hvad der skete senere i forløbet. Sidsel Vinge undersøgte, hvordan hverdagen så ud på hospitalsafdelinger, og hvordan arbejdet er organiseret.

Sidsel Vinge

”En læges arbejde kan sammenlignes med en række arbejdsstationer, hvor du hver dag er sat til noget nyt, for eksempel stuegangen, akutmodtagelsen, ambulatoriet eller operationsstuen,” siger hun.

De yngre læger havde ofte kun mødt patienten på en af disse arbejdsstationer, og derfor havde de ikke mulighed for at følge patientens forløb. Men de yngre læger ville lære noget, og derfor var de interesserede i at vide, hvad der senere skete med patienterne: Havde de mon selv gjort det rigtige, eller havde de overset noget? Det krævede, at de havde en liste med cpr-numre, så de kunne slå patienter op og finde ud af, hvad der skete efter deres ‘arbejdsstation’.

Sidsel Vinge, der i dag er projektchef i KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, har brugt forløberne til ordningen med patientansvarlig læge som case i sin undervisning af overlæger igennem en årrække.

”Det her er jo totalt deja-vu. Politisk har man forsøgt at indføre patientansvarlig læge i mange år under forskellige navne. Patientansvarlig læge er gammel vin på nye flasker. Men det er jo ikke nødvendigvis dårligt.”

Læs mere om forhistorien

”Vi bliver alle sammen nervøse, hvis vi kommer på hospitalet. Det kan være forvirrende og svært at få overblikket – også for læger, der bliver patienter! Derfor er det nødvendigt, at sundhedsvæsenet kan hjælpe patienten, også på det her punkt.”

Sidsel Vinge, projektchef i KORA.

Et af forsøgene på at ændre forholdet mellem patient og læge var den tidligere ordning med sundhedsfaglig kontaktperson – som nogle steder blev omdøbt til ”visitkortordningen”, fordi den i praksis kom til at bestå i, at man som læge skulle huske at udlevere sit visitkort til patienterne. Andre steder opstod mere meningsfulde ordninger. Variationen var stor.

”Men det døde hen igen mange steder,” siger hun.

Derfor peger hun på, at det er vigtigt, at man måler på, om ordningen denne gang går bedre, og om den rent faktisk fører til noget meningsfuldt: At patienterne oplever, at de har en patientansvarlig læge, men også at lægerne oplever, at de får et ansvar, som de reelt har mulighed for løfte. For de yngre lægers vedkommende at det fører til øget kontinuitet og dermed også læring i deres patientkontakter. Ifølge Sidsel Vinge nytter det derfor heller ikke noget at insistere på, at det altid skal være en overlæge som er patientansvarlig læge.

”Man er nødt til at have patientansvarlig læge på forskellige niveauer,” siger hun.

De forløb, der ikke er komplekse, og hvor patienten for eksempel ikke lider af komorbiditet, kan læger senere i deres specialuddannelsesforløb måske godt være patientansvarlig læge for.

Komplekse forløb

Hvad er så grunden til, at det er så svært?

For det første er patientforløb ofte meget komplekse og involverer flere specialer. Behandlingen foregår måske på tre forskellige matrikler – og måske også på tværs af regioner. Lægerne har deres eget speciale, og hvis det for eksempel er en lungecancerpatient, så ved lungemedicineren ikke nødvendigvis alt om hverken kemoterapi, strålebehandling eller operation. Hvem skal så være den patientansvarlige læge?

”Vi bliver nødt til at finde nogle ordninger, som kan fungere med de patientforløb, vi har, og den grad af specialisering, vi har, og det er ikke nogen let opgave. Derfor bliver vi også nødt til at være meget klare på, hvad der er den patientansvarlige læges rolle – det er ikke nødvendigvis at vide alt. Men det er at vide, hvem der gør, at kunne samle trådene og have overblikket over forløbet – ikke mindst når det går på tværs af matrikler og afdelinger,” siger Sidsel Vinge.

Læs eksempel om komplekse forløb

For det andet er modstanden nogle steder stor.

”Nogle læger siger, at politikerne oversælger det her. Og at de ikke kan være tilgængelige 24/7,” siger Sidsel Vinge.

Fem gode råd
  • Inddrag speciallæger og øvrige relevante sundhedsfaglige helt fra starten
  • Find ud af, hvad der reelt er patientens behov, og dæk det.
  • Find ud af, hvor det fungerer, og lær af andre.
  • Lav ordninger, der også giver mening for de sundhedsfaglige ansatte, og som tager hensyn til kompetenceforskelle og uddannelsesbehov.
  • Gå i dialog om eventuel modstand, og undersøg, hvad den reelt bunder i, så problemerne kan løses.

 Kilde: Sidsel Vinge, projektleder i KORA og selvstændig konsulent

Men grundlæggende støder patientansvarlig læge ikke imod et fagligt paradigme, mener hun. Som eksemplet med de yngre læger viste, så giver det faktisk mening for læger at følge patienters forløb, fordi der ligger så meget læring i det.

Modstanden ligger måske i, at det er svært at påtage sig en rolle som tovholder og ansvarlig for et forløb, hvis man som læge ikke føler, at man har overblikket.

”Vi ved ikke reelt, hvad det er, patienterne efterspørger af den patientansvarlige læge på de mange forskellige sygdomsområder. Og derfor sidder der helt sikkert nogle læger og er nervøse for at få ansvaret for noget udefinerbart, som involverer en masse koordination på tværs,” siger hun.

Det kan man ret beset ikke fortænke dem i, mener Sidsel Vinge. Derfor er det så vigtigt også at få gjort ordningen meningsfuld for lægerne på de forskellige områder. Ligesom det er vigtigt at få inddraget såvel sekretærer og plejepersonale, hvor det er relevant.

”Der er ingen, der siger, at lægen skal være kontaktbar 24/7. Det giver ingen mening,” mener Sidsel Vinge.

”Hvis lægerne er bange for, at de skal svare på alle patienternes spørgsmål, så handler det om at skabe et system, hvor patienten kan finde svar,” siger hun.

Og det skal måske ikke altid være ved at gå direkte til lægen. Vi har alle en praktiserende læge, som er vores tovholder i almen praksis, men det ændrer ikke ved, at når man ringer til sin praktiserende læge, så er det ofte en dygtig sygeplejerske eller sekretær, som har den initiale kontakt, svarer på alt det, hun kan, og vurderer, om der er noget, som kræver lægens involvering også.

”Sådanne ordninger kan vi jo skele til, når vi skal se på, hvordan vi får lavet patientansvarlige læge i sygehusvæsenet,” siger hun.

”Men selvom udfordringerne er mange, og man har prøvet på variationer af det her i årevis, så har patienterne stadig krav på at få svar. Det kommer vi simpelthen ikke udenom. Derfor må vi organisere os, så patienterne får, hvad de har brug for, men det kommer ikke til at lykkes, hvis læger og andre involverede fagpersoner ikke synes, det giver mening” siger Sidsel Vinge.