Ansvaret på så få hænder som muligt

Især ved meget komplicerede forløb er lægerne på Neonatalafsnittet på Hvidovre Hospital opmærksomme på at holde ansvaret på så få som muligt.

Hvidovre: Ansvaret på så få hænder som muligt

På nogle afdelinger kan der være kamp om at få de ”spændende” patienter. Sådan er det ikke på Neonatalafsnittet på Hvidovre Hospital. Her er bagvagten altid patientansvarlig læge for de patienter, som kommer ind under vagten. Kun hvis der er for mange patienter, der lander hos den samme læge, eller hvis man kan se, at man er væk på ferie eller uddannelse, fraviges det princip.

Da alle afdelingens yngre læger er under uddannelse, er der også opmærksomhed på, at de til stuegang tildeles superviseret ansvar for både ukomplicerede og komplicerede patientforløb. Det er dog den patientansvarlige læge, som har det overordnede ansvar for at sikre kontinuiteten og dermed øge patientsikkerheden.

”Jeg synes, at det er meget betryggende, at man kender familien og barnet fra starten af forløbet. Det øger kvaliteten af arbejdet,” siger afdelingslæge Heidi Smedegaard.

Det giver en stor arbejdsglæde, og også forældrene værdsætter et kendt ansigt.

”Det er supergodt at have ansvaret for forløb og selv skulle tage stilling til forskellige problematikker, sætte behandling i gang og følge op på, hvad der sker,” siger Heidi Smedegaard.

Hun oplever også, at når forholdet er tæt, så får man flere oplysninger fra forældrene, og det at man har været med i hele forløbet, kan for eksempel gøre det nemmere, når barn og forældre skal udskrives, eller under svære samtaler, hvis der for eksempel opstår komplikationer.

”Det kan være svært at komme ind fra højre efter at have læst en journal og så vinde forældrenes tillid – især ved de længerevarende og mere komplicerede forløb,” siger hun.

I lidt over et år har hun arbejdet som afdelingslæge på Neonatalafsnittet , mens hun er i gang med sin ekspertuddannelse inden for neonatologien. Afdelingen har 22 sengepladser, og hun har ansvaret for cirka en fjerdedel af patienterne.

Heidi Smedegaards arbejdstid er spredt ud over hele måneden med døgnvagter og stuegangsdage på Neonatalafsnittet.

Afdelingen er opmærksom på, at komplicerede forløb skal holdes på så få hænder som muligt. Det vil ofte konkret betyde, at to læger knyttes til patienten, så deres behov for kontinuitet dækkes.

”Jeg synes, at vi er gode til at løfte i flok, og det er en del af en meget indarbejdet kultur, at vi deler ansvaret, taler om patienterne på konferencen om morgenen og tager ansvaret på os,” siger hun.