”Jeg bliver en bedre læge”

Som patientansvarlig læge kigger man på hele patienten, og et tæt samarbejde forebygger fejl og forhindrer utryghed. Det mener Charlotte Søgaard, der har arbejdet med tæt patientkontakt i mere end 10 år.

Skejby: Jeg bliver en bedre læge

”Hvis det glipper at følge patienten, så kan vi mærke, hvor vigtigt det er.” Sådan siger overlæge og gynækologisk kræftkirurg Charlotte Hasselholt Søgaard. Hun blev uddannet som læge i 1990 og har arbejdet med gynækologiske kræftsygdomme siden 2003. I dag arbejder hun på Aarhus Universitetshospital som overlæge og faglig leder for gynækologisk kræftkirurgi.

”Indenfor gynækologien er det nærmest en tradition, at kontakten med patienten er tæt. Selvfølgelig har vi patientens ryg,” siger hun.

Overordnet set er Charlotte Søgaard meget begejstret for at være i tæt kontakt med den enkelte patient.

”Vi får færre henvendelser fra en tryg patient end fra en utryg,” siger hun.

Charlotte Søgaard peger på en række ting, som gør oplevelsen mere positiv som fagperson, når lægen følger patienten så meget, som det er muligt i alle faser af behandlinger.

”Det er ikke sådan, at one size fits all. Man må gentænke modellerne for, hvordan man arbejder med patientansvarlig læge fra afdeling til afdeling.”

Charlotte Søgaard, overlæge og faglig leder på gynækologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital

Patienterne kommer til Skejby både lokalt og fra de omkringliggende regionale sygehuse. Charlotte Søgaard får patienter, som hun måske skal give alvorlige kræftdiagnoser. Det er ikke sikkert, at patienten kan rumme alle informationer, som hun får til den første konsultation.

”Hvis patienten ikke er klar til alle informationer under den første konsultation, så ved jeg, hvad jeg har sagt, og hvad jeg skal sige noget mere om. Hvad der skal ske med MR-skanning, PET-skanning, blodprøver, operationer og så videre,” siger hun.

”Det handler jo om patienter i krise, og det gælder om at skabe et rum, hvor patienten ved: ’Vi skal nok passe på dig’.”

Charlotte Søgaard kan også pejle sig ind på, hvad patienten vil inddrages i, og hvad patienten ikke vil tage stilling til. Der er generationsforskelle og forskel på personlighederne, og en del ældre patienter vil måske bare helst have, at lægen informerer om  forløbet frem for at skulle forholde sig detaljeret til skanninger og for og imod.

Frem for alt er det sværere at operere, hvis man ikke selv har set patienten ved første kontakt.

“Når man har gennemgået operationen med patienten ved forundersøgelsen, så ved man også, hvad man har sagt, man vil gøre, og man ved, hvilke afvigelser fra det forventede forløb, patienten vil acceptere. På den måde er man bedre forberedt, hvis man støder på overraskelser under indgrebet,” siger Charlotte Søgaard.

Når man så har opereret, kan man derfor lettere forklare forskellene på, hvad man aftalte i løbet af samtalerne inden operationen, og hvad der reelt er sket under operationen.

”Jeg bliver en bedre læge, når jeg kan se resultatet af behandlingen. Hvis jeg for eksempel kan konstatere, at der opstår mange blærebetændelser, skal vi måske kigge på håndtering af urinvejskatetre hos vores patienter,” siger Charlotte Søgaard.

Sådan organiseres arbejdet
  • Fredag tjekker afdelingen næste uges operationsprogram.
  • Operatører sættes på, alt efter hvem der har set patienten. Hvis det er en yngre kollega, deltager en seniorkollega med relevant kompetence også i operationen.
  • Alle læger i afdelingen går stuegang på egne patienter, og der er således ikke allokeret én læge til en funktion, der hedder stuegang.
  • Det er så vidt muligt også operatøren, der kaldes, når patienten møder ind til svar i ambulatoriet, og operatøren, der efterfølgende kontrollerer patienten.

Generelt udleverer afdelingen informationer til patienterne med kontaktoplysninger om lægen og afdelingen, så patienten kan henvende sig til lægen, sygeplejersken eller sekretæren.

”Jeg oplever ikke, at nogen misbruger det,” siger Charlotte Søgaard, men hun sørger også for, at det er en professionel relation, hvor hun ikke påtager sig en rolle som mor, datter eller veninde.

Lykkes ikke altid

Selv om målet er, at Charlotte Søgaard ser sine egne patienter, lykkes det ikke altid.

”Lige nu er vi udfordret af, at en række seniorer har søgt videre, så vi har tidligere været bedre til at have en patientansvarlig læge, end vi er lige nu,” fortæller hun.

Og nedskæringer og besparelser udfordrer også muligheden for at lade en læge følge den enkelte. Når de samme opgaver skal fordeles på færre hænder, bliver det sværere at få ordningen med patientansvarlig læge til at lykkes. For at kabalen skal gå op, må de yngre læger, der endnu ikke selvstændigt kan stå for operationen, tage kontrollerne i ambulatoriet. Det betyder, at de mere erfarne ikke i samme grad kan følge op på patienten efter operationen. En anden hurdle er de korte frister i kræftpakkerne for behandling af patienterne, som nogle gange giver logistiske udfordringer.

”Jeg synes, at det er en god idé med fristerne, men nogle af dem er så korte, at vi mister fleksibiliteten og ikke kan nå at operere vores egne patienter, fordi fristen er så kort,” siger Charlotte Søgaard.

Hvis hun er på ferie eller væk nogle dage, så kan det betyde, at logistikken ikke går op. Fristerne kan ikke overholdes, og så kan afdelingen være tvunget til at tilbyde, at en anden læge opererer, eller patienten kan vælge at overskride fristerne, så Charlotte kan operere.

”Nogle patienter vælger så at vente nogle dag mere for at få den læge, de kender,” siger hun.  ”Tiderne er hurtigere end biologien, og hvis de ikke passer med logistikken, må vi tilpasse os.”

Før og efter

Der er også udfordringer både før og efter udredningerne og behandlingerne på Skejby. Charlotte Søgaard arbejder lige nu på at forbedre, hvordan man organiserer henvisninger mellem de regionale sygehuse og afdelingen, så lægerne ved mere om patienten, før patienten får tildelt en læge på afdelingen.

”Jeg kigger på organiseringen af patientforløbene, for jeg gerne vil gøre det mere strømlinet. Når vi skal placere patienter fra andre hospitaler og afdelinger, så skal patienten lande hos den rigtige læge hurtigst muligt,” siger hun.

Når behandlingsplanen og omfanget af operationen fastlægges på den tværfaglige konference, gælder det om at vide mest muligt om patienten, så man kan forberede sig bedst muligt og sætte det rette operationshold.

Planen danner også basis for patientens videre forløb.

Opfølgningen i form af kemo eller andet foregår også på andre afdelinger, og det betyder, at lægerne på gynækologi må vinke farvel til patienterne.

”Så ser vi dem ikke mere, men det er de andre afdelinger, som tager over fra os.”