Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Senfølgelæger modtager Kræftens Bekæmpelses Hæderspris

25-01-2024
Overlæge Lena Saltbæk og afdelingslæge Lise Ventzel er modtagere af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2024. De får prisen, fordi de er frontløbere i at give behandling til kræftpatienter med senfølger.
Formand for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, overrækker Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2024 til overlæge Lena Saltbæk (th) og afdelingslæge Lise Ventzel (tv). De modtager prisen for arbejde med senfølger. Foto: Heidi Lundsgaard

Formand for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, overrækker Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2024 til overlæge Lena Saltbæk (th) og afdelingslæge Lise Ventzel (tv). Foto: Heidi Lundsgaard

Med årets hæderspris hylder Kræftens Bekæmpelse lægerne Lena Saltbæk og Lise Ventzel, der med stort fagligt engagement, viden og ildhu har medvirket til at etablere generelle senfølgeklinikker på hospitaler i henholdsvis Region Sjælland og Region Syddanmark.

- Deres vigtige arbejde fortjener anerkendelse, fordi de i særlig grad er med til drive indsatsen mod senfølger, som plager tusindvis af kræftpatienter, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

Deres vigtige arbejde fortjener anerkendelse, fordi de i særlig grad er med til drive indsatsen mod senfølger

Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse

Det anslås, at der i 2025 vil være 400.000 mennesker herhjemme, der lever med eller efter kræft – og halvdelen af dem vil opleve senfølger, som kan være dybt invaliderende. F.eks. kan patienter være plaget af smerter, psykiske problemer og seksuelle udfordringer, og mange oplever flere senfølger på én gang.

Vigtigt for patienterne
De to læger har været med til at grundlægge og skabe tilbud på senfølgeklinikkerne ved Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Kompetencecenter for Senfølger efter Kræft på Vejle Sygehus, hvor de behandler og udreder patienter med længerevarende og komplekse senfølger.

Opmærksomheden betyder, at senfølger får et større politisk fokus. Det er der brug for

Lena Saltbæk, overlæge

- De generelle klinikker er også bindeled mellem patienten og de behandlinger, der sker uden for klinikken. Derfor er de vigtige for patienter, siger Helen Bernt Andersen og understreger, at Kræftens Bekæmpelse arbejder for generelle senfølgeklinikker i alle landets regioner. I dag findes de kun i Region Syddanmark og Region Sjælland.

Mere fokus på senfølger
Lena Saltbæk, overlæge og leder af Klinik for Senfølger efter Kræft ved Sjællands Universitetshospital i Roskilde, blev meget overrasket, da hun og Lise Ventzel uventet fik overrakt prisen ved en senfølgekonference i Odense.

- Jeg er taknemmelig over at modtage prisen. Anerkendelsen betyder meget, fordi arbejdet med senfølger gør en forskel for patienterne ude på klinikkerne, og opmærksomheden betyder, at senfølger får et større politisk fokus. Det er der brug for, fortsætter hun.

Ulighed på senfølgeområdet
Udover deres daglige arbejde er de to prismodtagere aktive i at etablere og udbygge samarbejde på senfølgeområdet i Danmark – over faggrænser og sektorer i sundhedsvæsenet.  

- Desværre er der stor ulighed på senfølgeområdet både socialt og geografisk, og der kan vores arbejde bidrage til, at der i alle regioner etableres generelle senfølgeklinikker og forhåbentligt kan lære af vores samarbejde med kommuner, praktiserende læger og mere specialiserede tilbud, siger Lise Ventzel, afdelingslæge og leder af Region Syddanmarks Kompetencecenter for Senfølger efter Kræft på Vejle Sygehus.

Læs om senfølger på Cancer.dk:

TEMA: Kræftfri, men ikke rask

Kræftens Bekæmpelses hæderspris

Kræftens Bekæmpelses Hæderspris uddeles til en person eller en gruppe, en afdeling eller andre, som har gjort en særlig indsats inden for kræftområdet, der kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje eller omsorg.

Det er 13. gang, Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.

Tidligere modtagere af Kræftens Bekæmpelses Hæderspris:

Hædersprisens modtagere