Gå til sygdomsliste

Hvis du lige har fået kræft

Der er mange ting at tage stilling til, hvis man lige har fået at vide, at man har kræft. Her får du et overblik over emner, som kan være relevante for dig. Du får bl.a. gode råd til, hvordan du kan fortælle venner og familie om sygdommen, og bliver klædt på til at håndtere det praktiske i en ny hverdag.

To kvinder taler sammen ved et bord og kigger i papirer

Det vender ofte op og ned på hverdagen, når man skal i behandling for kræft. Det kan være godt at tænke på, at der sikkert er mange, som gerne vil hjælpe og støtte dig, hvis du giver dem lov.

Der er mange nye og ukendte ord og mennesker, som man skal forholde sig til, når man får en kræftdiagnose. Det kan være godt at huske sig selv på, at sundhedspersonalet har solid viden om og erfaring med at behandle kræft, og at de vil gøre, hvad de kan for at give dig den bedst mulige behandling.

Mange kræftpatienter oplever stor omsorg og hjælpsomhed fra deres nærmeste familie og venner eller fra kolleger, sundhedspersonale og bekendte.

Hospitalernes patientguide

Region Hovedstaden har lavet en patientguide der kan bruges af alle. Patientguiden er en digital guide til alle patienter og deres pårørende. På tværs af sygdomme og sektorer finder du viden, gode råd og praktiske redskaber, der kan støtte dig før, under og efter et sygdomsforløb:

Patientguiden

Reaktioner på at have kræft

Det kan være en voldsom oplevelse at få at vide, at man har kræft. Det kan hjælpe at dele sine tanker med andre og forsøge at skabe et overblik over sygdom og behandling. Læs mere her:

Reaktioner og følelser


Fortæl om sygdommen

Du (og dine nærmeste) skal tage stilling til, hvem der skal have at vide, at du er blevet syg. I skal finde ud af, om I skal fortælle det til jeres venner og bekendte næste gang i ses, eller om du/I skal ringe eller skrive til dem og fortælle det. 

At fortælle om kræftsygdom


Da jeg fik at vide, jeg havde kræft, var min største bekymring, hvordan vi skulle klare os økonomisk. Bagefter blev jeg bekymret for, om jeg ville gøre min familie kede af det, når jeg fortalte, at jeg var syg.

Kræftpatient

Bliv klædt på til at være patient

I den næste tid skal du højst sandsynligt have kontakt til forskellige afdelinger og hospitaler. Læs her om, hvad vil det sige at være patient -– både praktisk, følelsesmæssigt og rettighedsmæssigt:

Mød sundhedsvæsenet

Dine egne redskaber: kost, træning og mentale teknikker

Mange, som er blevet syge, tænker over, hvad de selv kan gøre for at komme bedst muligt gennem sygdommen og behandlingen. Her kan du læse om, hvad man kan gøre bl.a. i forhold til kost, træning og håndtering af bivirkninger og senfølger.

Hvad kan du selv gøre


Arbejde, indtægt og økonomi

En kræftsygdom kan påvirke din økonomi forskelligt alt efter, om du er i arbejde, på dagpenge, kontanthjælp eller pensioneret. Læs her om, hvad du kan gøre, når du lige er blevet syg, samt om dine muligheder for økonomisk hjælp, f.eks. forsikringer og legater.

Arbejde


Praktisk hjælp i hverdagen

Hvis du lige har fået kræft, kan det være godt at få klarhed over, hvordan man kan håndtere det praktiske i hverdagen. Hvad har du brug for af hjælp? Hvem kan du trække på? Læs om, hvordan familie og venner kan hjælpe, og hvordan og hvilken støtte du kan modtage fra kommunen.

Praktisk hjælp

Underligt nok blev jeg slet ikke ked af det, da jeg fik at vide, jeg havde kræft.

Det første, jeg gjorde, var at købe en weekendtaske og lang kjole til at have på på hospitalet i stedet for den kedelige og varme morgenkåbe, man får der.

Jeg gad ikke signalere hospital og sygdom. Det var lidt som om, jeg så det som en rejse, jeg gjorde mig parat til at tage på. Jeg valgte at have en positiv indstilling og havde stort set ingen bekymringer.

Tidligere kræftpatient
Brug app til at bede om praktisk hjælp
Hvis du lige har fået kræft

Det kan være svært at bede om hjælp, når man har kræft. Og som pårørende kan det være svært at finde ud af, hvordan man konkret kan hjælpe.

Med appen 'Sammenholdet' kan du oprette et netværk, hvor I kan koordinere opgaver som madlavning, børnepasning og transport - og du kan opdatere dit netværk på, hvordan det går.

Hent gratisApp Store eller Google Play.


Læs alt om Hvis du har kræft:

Hvis du har kræft - forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning